Vores syn er bygget sådan op, at det registrerer en stor mængde objekter konstant, men kun fokuserer på et enkelt punkt ad gangen, hvormed alle omgivelserne til punktet træder i baggrunden og sløres. Man kan kun observere et objekt ved at de-observere alle andre objekter i synsfeltet. Synet tvinges til at udvælge sig det ene objekt til fordel for alle de andre. Heraf er vores bevidsthed allerede underlagt vores krops organisering; vores syn må først se genstanden før vores bevidsthed kan vælge at observere den.
Og hvad er det så vi observerer ved en genstand? Jeg sidder og læser Maurice Merleau-Ponty, hans bog ”Kroppens Fænomenologi”, hvori Merleau-Ponty starter sin diskussion om fænomenologi med udgangspunkt i netop synssansen. Han skriver her ”Den fuldkomne genstand er gennemsigtig, den gennemtrænges fra alle sider af en aktuel uendelighed af blikke, der skærer hinanden i dens dybde og intet lader være skjult i den”. For at se den sande genstand, skal man, ifølge ham, se den alle steder fra i én akt.
Dette er en holdning jeg ofte selv har filosoferet over, og jeg er også af den holdning at man aldrig ser det sande objekt, og at det faktisk ikke er muligt at se et objekt i sin fulde eksistens, da dette ville kræve et gennemtrængende blik, og vel også et blik der nærmest kan registrere atomer ?! For det sande objekt er jo massen, og ikke kun den omgivende, og ofte forfinede, overflade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar