For nylig deltog jeg i et seminar omkring Problembaseret Læring, PBL, som er studiemodellen for Aalborg Universitet og den model som universitetets gruppearbejde baseres på. Her kom diskussionen ind på hvordan gruppens kollektive processer og individets processer interagerer - og det faktum, at når gruppens kommunikation ikke fungerer optimalt ender beslutningerne ofte i kompromiser. Spørgsmålet er, om kompromiset altid er en negativ løsning?
Det er min holdning at kompromiset netop er et negativt udfald, da det er løsningen på et kommunikationsproblem og ikke løsningen på selve opgaven.
På den anden side kan man spørge, hvor stor en del af den arkitektur, der omgiver os, der er opstået uden kompromis mellem hverken arkitekten, kunden eller byggemesteren? Jeg er klar over at kompromiset er en stor del af fagets hverdag, men måske er vi ved at minimere andelen ved den stigende grad af integreret design der udvikler vinder frem. Den Integrerede Designproces er i hvert fald tilsyneladende opstået på baggrund af ønsket om at indarbejde tekniske parametre allerede i idéudviklingen så idé og teknik ikke modarbejder hinanden.
Samtidig påstås det, at den moderne arkitektur dæmper arkitektens ego relativt til kundens. Hvis dette er sandt, er vi vel på vej mod at eliminere kompromiserne?
English:
Are compromises always a negative solution?
I believe so, as the compromise is a communicational solution - not a solution on the tásk given.
But are we maybe in a process of minizing the compromises in architecture? The Integrated Designproces is an attempt to avoid the compromises between the architect and the contractor/ingeneer by integrating the technical parameters in the solution early in the process.
And if it is also true that the ego of the architect is declining on behalf of the ego of the client, are we maybe completely eliminating compromises of architecture?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar